Pick Language

Asta Olivia Nordenhof

 (DK) Asta Olivia Nordenhof (c) Albert Sanvig Madsen

Asta Olivia Nordenhof (born 1988) is an award-winning Danish poet and author and a graduate of the Danish Academy of Creative Writing, where she now teaches. Her debut novel Et ansigt til Emily (A Face for Emily, Basilisk, Copenhagen, 2011) won the Munch-Christensen Debutant Prize. In 2013, she won, among other awards, the Montana Literary Award for her critically acclaimed poetry collection Det nemme og det ensomme (The Easiness and the Loneliness, Basilisk, Copenhagen, 2013), which sold over 10 000 copies in Denmark and was translated into English and other languages. Penge på lommen (Money to Burn), published in 2020, is Nordenhof’s most recent work and the first novel in a planned septology entitled Scandinavian Star.

 

  • EUPL Year: 
    2020
  • EUPL Country: 

Winning Book

Penge på lommen

Money in Your Pocket is the first volume of a novel sequence which has the fire on board the Scandinavian Star ferry as its central theme. The tragedy that took place on 6 April 1990 led to the death of 159 people. It was followed by an official investigation that blamed the fire on a convicted arsonist who died during the incident. If the focal point is an actual event, the characters in the story are fictitious. In this volume, we meet Kurt and Maggie. They live on a farm just outside Nyborg. Kurt’s bus company has yielded a nice profit for several years in a row and he dreams of investing the money in something big. Meanwhile, Maggie tries to understand what love is and why she let it swallow her whole life. We also meet the narrator. She’s somewhere on the Danish island of Funen when she experiences a fright that leads her into the lives of Kurt and Maggie.

(DK) Penge på lommen

Publishing House

Address: 

Nansensgade 77, kld., Copenhagen, Danemark

Email Address: 
Organisation: 
Forlaget Basilisk

Agent / Rights Director

Email Address: 
Representative: 
Alexander Buk-Swienty (Copenhagen Literay Agency)

Translation Deals

  • Bulgaria: Janet 45
  • Croatia: Naklada Ljevak
  • Finland: Teos
  • Macedonia: Antolog
  • Norway: Forlaget Oktober
  • Serbia: Treci Trg
  • Sweden: Norstedts

Excerpt

Penge på lommen - Asta Olivia Nordenhof

Maggie var fjorten, da hun første gang blev voldtaget. Men voldtægt er mit ord, ikke hendes. Mange år senere sad hun overfor en kvinde i Dannerhuset, hun var taget derhen for at spørge, om hun huskede rigtigt, når hun huskede, at Kurt havde været voldelig, men blev bange og spurgte i stedet, om hun havde været udsat for en voldtægt dengang, og kvinden på den anden side af bordet lyttede og svarede, at ja, det var en voldtægt. Maggie gik derfra og følte sig som en bedrager, fordi hun ikke havde nævnt det, der for hende var det egentligt uudholdelige spørgsmål, at hun blev våd, at hun åbnede sig for ham.

Hun var som sagt fjorten, var blevet smidt ud hjemmefra. Hun havde haft en fyr med hjemme en aften hun troede hendes mor ville komme sent hjem fra arbejde, de havde drukket sig fulde i kirsebærvin, det var nogle vamle kys, og pludselig stod hendes mor i døråbningen og bad hende forsvinde. Gaden føltes meget åben, da hun den følgende morgen stod dernede med sin rygsæk. Det eneste, hun kunne forestille sig, var at finde en mand, der ville have hende boende, men hun vidste ikke, hvor hun skulle starte. Hun gik ad Vesterbrogade, da hun så plakaten. Teltlejr i Jylland, alle var velkomne.

Hun sad og kæderøg på togets toilet indtil anklagerne fra den anden side af døren blev alvorlige, så stod hun af i Odense og ventede en time på det næste tog, hvor hun, klog af skade, skiftede toilet hver gang toget holdt. Der var bare en lille vindblæst stationsbygning der, hvor hun skulle stå af, omkring stationen græssende køer, solen stod højt, asfalten på perronen var varm mod lårene, da hun satte sig og spredte sminketaskens indhold ud foran sig, fandt lommespejlet frem og gik i gang med at male.

Lejren lå smukt mellem bakker og bag dem var havet. Teltpladsen vrimlede med børn, kvinderne havde løse, lange kjoler på, og Maggie blev nervøs, hun følte sig udstillet og grotesk i sit stramme kostume og ville være taget hjem igen, hvis ikke det var for sent nu. Hun tænkte på sin mor, og det stak hende i hjertet, at hun havde kaldt hende en latterlig gammel kælling, inden hun smækkede døren efter sig. Ud på aftenen samledes folk om bålet. Maggie som havde gået for sig selv hele eftermiddagen, kiggede rundt efter en mand. Hun startede adspredt, strøede lidt af sig selv alle vegne, men besluttede sig så for en ung fyr med rodet hår og et lidt åndssvagt men også charmerende ansigt, satte sig tæt op af ham og fortalte, at hun var blevet forældreløs og ledte efter et telt,hvor hun kunne overnatte. Han delte et stort telt med noget familie, hun skulle være velkommen.

Senere lagde hun sig derind, mens han endnu sad ved bålet, og ventede at han ville følge hende, men i stedet var det hans onkel, der fulgte efter og lagde sig hos hende. Han lagde hånden på hendes kind, og hun løftede den væk.

Der må være sket en misforståelse, det var det hun, som om hun var ansat i sin egen krops reception, med et beklagende smil forsøgte at signalere. Han mumlede noget, det lød som en grød, vristede sin hånd ud af hendes greb og førte den tilbage på hendes krop, løftede blusen og fandt hendes bryst med munden. Hun var fortsat høflig og fuld af beklagelser, gode argumenter, hun følte, at det var hendes opgave at argumentere, nu hun havde anbragt sig i teltet og givet det indtryk, og argumentet var, at hun var for ung, og han var for gammel, at det ikke ville se kønt ud, heller ikke for ham. Så lagde hun kræfter i, forsøgte at løfte hans ansigt op fra sin mave, sagde nej og vær sød, men han sendte hende et grødet smil, sagde noget, der føltes varmt og klistret, ulækkert, ind i hendes øre og greb hendes håndled med én hånd, mens han med den anden hånd trak hendes trusser til side og førte to fingre op.

Det kom i en forfærdelig bølge nedefra, hun lå stille og mærkede, at hendes krop forrådte hende, hun blev våd, hans pik gled ubesværet op. Hun har ikke nogen ord for det, der foregik, indtil han kom oppe i hende og tumlede til siden og snart efter snorkede. Had, skam, angst og liderlighed flettede sig sammen og spandt en livsvarig drøm i hende. Hun lærte at vold og sex er det samme, og hun lærte at tro, at sammenblandingen kom fra et dyb i hende selv og ikke udefra. Hun lå med sit dunkende skød og sit hjerte, der bankede helt sindssygt, svimlede afsted, og så, med en kort og hård tanke, lukkede hun sig: Man er alene, og det eneste, man har, er viljen til at fortsætte fremad.

Det første, der skulle klares, var at komme uset fra lejren. Først fremme ved landevejen standsede hun op, satte sig i grøftekanten og tændte en cigaret. Det føltes som om hun burde græde, men hun kunne ikke. Hun tænkte uklart, næsten abstrakt på, hvor hun skulle sove. Det var mere et spørgsmål, der betvang kroppen og drev den afsted, end et spørgsmål der havde en ende. Så rejste hun sig og rakte tomlen frem. Fra passagersædet så hun ud på Jylland, der med en langsom, uvirkelig selvfølgelighed, strakte sig tætsort og havmættet i alle retninger omkring bilen.

Hun var nitten år, da hun anden gang blev voldtaget. Eller hvad der præcist skete ved hun ikke. Hun var gået alene på Andys bar. I baren havde der siddet en mand i cowboystøvler og lignet sådan et fjols, hun let kunne snøre. Hun fortalte en af sine historier. Det kunne være den, hvor hun var en russisk adelsdatter i eksil, rådede over en kæmpe formue som alligevel var nyttesløs her, hvor man ikke rigtig kunne leve.

Hun vågnede op på fortovet i Sølvgade, det var begyndt at dæmre og hun frøs, der gik lidt tid, før hun forstod, at det var hendes eget blod på fliserne. På hospitalet sagde de, at nogen havde tæsket hende, og at mærkerne på armene og brystet fik dem til at tro, at hun var blevet holdt fast, formentlig havde gjort modstand. De kunne også fastslå, at hun havde haft sex. Hun nikkede, hun hørte efter med en påtaget opmærksom mine, det føltes som at være til eksamen. Helst ville hun ud og ryge og gå i gang med at glemme det, hun allerede havde glemt, men hun forstod, at det ville virke forkert, mistænkeligt, hvis hun frabad sig at vide, hvad hun selv havde oplevet. Så slap de hende endelig fri, og hun gik hjem.

Det meste af tiden lykkedes det ikke at tænke på det. Samme eftermiddag var hun i parken med en ven, og slog sit ophovnede ansigt hen med en latter. Jaja, hun var fuld i går, man får nogle knubs. Men det kom i jag. Han kunne være allevegne. Hun ville ikke nødvendigvis kunne genkende hans ansigt, men han ville kunne genkende hendes. Han kunne sidde lige i nærheden og eje det øjeblik, hun tror, er hendes eget. Et par år efter havde hun haft sex med så mange, at hun snarere måtte antage, at hun ofte passerede mænd på gaden uvidende om, at de genkendte hende. Et mandeansigt var et hul man kunne trække penge op af, når hun åbnede de små skuffer i kommoden derhjemme, var der altid sedler at finde. Strøgbutikkerne lukkede sig op for hende, hun købte, købte, købte, stjal også stadig, selv om hun nu havde råd. En kort kjole holdt fast under armhulen og skjult under jakken, og tre kjoler på disken. Et par sko også, i sølv.

***

Hun tager en taxa og fylder kabinen ud med en tung duft af ravgul parfume. Fremme i lejligheden giver manden, hun mødte et par dage forinden, sig til at fremvise sin nye støvsuger. Han tænder for kontakten og holder røret frem mod hende, se, hvor den suger, og for at gøre det endnu mere klart sætter han røret mod sin egen arm og suger sin hud et stykke med ud. Maggie ved ikke, hvad hun skal forstå ved det optrin, hun drikker af rødvinen, som sikkert er dyr, og bag hendes arrogante grimasse, er det som om, bunden går ud af en spand, som om hofterne næsten ikke kan holde på vandet, latteren. Det er hendes plan at få lov til at være her mindst en uge, det skal udfylde et hul, der er opstået mellem andre muligheder.

Hun er prisgivet, det er klart, alle disse mænd med deres støvsugere og ludende hundeansigter, men hvad skulle hun ellers gøre, tage arbejde på en fabrik, stemple ind klokken fem? Det ville aldrig kunne lade sig gøre, det regulære arbejdsmarked har ikke noget rum for et menneske som hende, som indimellem skal bruge en hel dag på at græde eller ligge på en plæne og overrisles af angst, og aldrig, aldrig ville kunne møde til tiden eller rigtig høre efter en besked. Der findes ingen arbejdsgiver, der kan bruge hende til noget, og desuden, hvis hun skal bruges, og sådan er loven, vil hun gerne bilde sig ind, at hun selv bestemmer hvordan. I det mindste er der ikke rigtig nogen, der kan fyre hende. Hun er blevet fyret tre gange, to gange som barnepige og én gang som ekspeditrice, efter kun et par dages arbejde. Hun anstrengte sig under fyringssamtalerne, holdt på ansigtet og tårerne indtil hun var ude, hvor tårerne gik løs. Ydmygelsen ved at blive fyret er, hvad den er, hun har for længst opgivet at have en ære, men penge. Penge, et rum der udvider sig langt hinsides smertegrænsen. Den følgende morgen tager han på arbejde. Han er arkitekt åbenbart, viste hende nogle stregtegninger i aftes. Hun er lidt beklemt, glad for at han er væk, for han viste sig at pibe som, ja, som en lille museunge i sengen, og da han sov, stod hun op og fik kuldegysninger, når hun tænkte på lyden, sad i hans køkken og følte ikke den eufori, hun ellers kan føle den første nat i et fremmed hjem.

Nede i parken står roserne i blomst, de dufter heftigt, hun sætter sig på en bænk og iagttager et egern pile op og ned ad en stamme, bliver så rørt over den lille rødglinsende ven. Ja, selvfølgelig, svarer hun en kvinde, der spørger efter en cigaret, og kigger efter hende helt indtil hun forsvinder ud gennem lågen. Så svømmer hun tømmermændsagtigt let hen i en billedløs nostalgi.

Contact Details